Kombucha FAQ: Alt du vil vide om kombucha. Og lidt mere til!
I denne artikel kombucha FAQ finder du mange kombucha spørgsmål med tilhørende svar om den skønne fermenterede drik. Man ser efterhånden kombucha flere og flere steder, men hvad er det egentligt for noget? Hvordan laver man det? Og hvor kommer det fra? Læs artiklen nedenfor og få korte svar på en lang række spørgsmål om kombucha. Har du et spørgsmål, som artiklen ikke har besvarer? Skriv til os på info@foodexplore.dk, så skal vi gøre vores bedste for at besvare dit spørgsmål:)
Hvad er kombucha?
Kombucha er en let brusende, syrlig fermenteret drik som er produceret ved fermentering. Synes du drikke som Coca Cola, Fanta og appelsinjuice er lidt til den søde side, så er der en god sandsynlighed for, at du vil kunne lide kombucha! Den fermenterde drik kan tilsmages med mange forskellige frugter, bær og krydderier. På den måde kan man skabe sine helt egne unikke smage, som passer til mad, til drinks eller måske bare til at slukke tørsten i solen.
Hvad er forskellen på rå og pasteuriseret kombucha?
I en rå kombucha er bakterier og gær, som var med i fermenteringsprocessen stadig levende. Sådan en kombucha skal derfor altid opbevares på køl. Er en kombucha pasteuriseret, så betyder det at bakterier og gær er dræbt ved varmebehandling. Denne slags fermenteret drik skal ikke opbevares på køl.
Hvordan smager kombucha?
Den største forskel på kombucha og andre fermenterde drikke og så andre traditionelle læskedrikke er balancen mellem syre og sødme. Drikke som fx Coca Cola, Fanta og juice har typisk et sukkerindhold på 9 – 13%. For Nordisk Kombucha, som du kan købe her på siden, er indholdet ca 4%. Forskellen gør at kombucha i stedet for at være domineret af sødme, smag hvor syre og sukkerniveau er fint balanceret. Udover syre-sødme balancen, så kan kombucha smage på mange forskellige måder. Det afhænger meget af en ens valg af te samt de bær og frugter, som man eventuelt vælger at tilsmage kombuchaen med.
Hvordan laver man kombucha?
Har du tænkt på at lave din egen kombucha? Det er ret simpelt. Man laver kombucha ved at fermentere en sukkerholdig te ved tilsætning af en starterkultur indeholdene forskellige former for gær og bakterier. Det er vigtigt at huske at kombucha kulturen skal tilsættes til koldt vand. I traditionel kombucha brygning bruges en sort te eller en grøn te. Hos os bruger vi urter, blomster og blade fra Norden. Fermenteringen tager typisk fra 6 til 10 dage udenfor direkte sollys og ved stuetemperatur. Allerede efter et par dages fermentering, vil man kunne smage på kombucha teen at fermenteringen er igang. Efter fermenteringen er slut kan man vælge at tilføre forskellige smagsgivere. Gøres dette i et lukket system, så kan der dannes brus. Det gør ikke din fermenterede drik mindre lækker! Hvis man forsøger dette, er det vigtigt at være opmærksom på, ofte at lukke lidt kulsyre ud.
Hvor lang tid tager det at lave kombucha?
Selve forberedelsen hvor man laver te, tilsætter sukker, køler og tilsætter starterkultur tager måske i effektiv arbejdstid 15 minutter. Selve processen er dog noget længere. Når fermenteringen er i gang, så anbefaler vi at du de første gange du brygger smager på din kombucha hver 2. dag startende på dag 4. På den måde kan du lære hvordan smagen udvikler sig over tid, og du vil få en god fornemmelse for hvor længe fermenteringen skal tage, for at nå lige præcis den smag du ønsker.
Hvilke ingredienser er det i en kombucha?
En kombucha indeholder typisk en form for te (vi bruger urtete), en sukkerkilde (oftest almindelig sukker men også nogle gange honning), og kombucha kultur. Under fermenteringsprocessen dannes yderligere ingredienser som primært er organiske syrer. Det er balancen mellem syre og sukker, som giver kombucha sin karakteristiske sur-sødlige smag. I fermenteringen der også dannes en lille smule alkohol (typisk under 0,5% dog nogle gange op til 1%) og kulsyre.
Hvorfor skal kombucha opbevares på køl?
Kombucha er en fermenteret drik. De fleste producenter som fx Nordisk Kombucha lader kulturen leve videre i flasken, som altså indeholder levende gær og bakterier. Det er vigtigt at opbevare kombucha drik flasker på køl, da den lave temperatur sætter organismerne i dvale. Opbevarer du kombucha varmt vil gær og bakterier aktiveres og du vil bl.a. se et stigende indhold af brus og en gradvist mindre og mindre sødme. For nogle lyder det måske tiltrækkende. Undgå dog at opbevare din kombucha varmt. Det er svært at styre, og du risikere i værste fald, at låget springer af flasken pga overtryk.
Hvorfor er Nordisk Kombucha økologisk?
Helt grundlæggende tror vi økologisk kombucha er vejen frem. Vil vi være lidt mere tekniske og gå udover personlige overbevisninger, så er vi med økolgiske råvarer, sikre på, at der ikke er nogle rester fra sprøjtemidler, som forstyrrer fermenteringen. Vi formoder altså at det at lave økologisk kombucha sikre større ensartethed. Men altså… Selv hvis det ikke var tilfældet ville Nordisk Kombucha alligevel være økologisk. Økologi og kombucha går hånd i hånd.
Indeholder kombucha mælkeprodukter eller gluten? Og er kombucha vegansk?
Det er svært at udtale sig helt generelt her. Dog kan vi sige at vores brand, Nordisk Kombucha, er både frit for mælkeprodukter og gluten. Vores kombucha er også vegansk. Specielt hvad angår det sidste, er det værd at holde øje med andre produkter. Nogle kombucha brands fermenteres nemlig på honning. Denne type kombucha kaldes for Jun Kombucha.
Er der sukker i kombucha?
Kombucha indeholder restsukker fra fermenteringen. Typisk er indholdet fra 2 – 5%. Det er uundgåeligt med lidt sukker, da gær og bakterier ikke kan lave en fermentering uden. Det er det de vokser på. Så tænker du måske “men hvad så med surdejsbrød og saurkraut”? I de tilfælde omdanner organismerne lange sukkerkæder til almindeligt sukker, som igen er fødekilde.
Er der alkohol i kombucha?
Kombucha indeholder typisk mindre end 0,5% alkohol. Det lave indhold skyldes at bakterier i fermenteringen laver alkohol om til organiske syrer. Selvom kombucha som udgangspunkt har et meget lavt alkoholniveau, så kan du dog også få såkaldte hard kombuchas og boozy kombuchas, som indeholder væsentligt mere alkohol.
Hvorfor er der så lidt alkohol i kombucha?
Andre fermenterede drikke som fx vin og øl indeholder langt mere alkohol end kombucha. Kombuchas lave indhold af alkohol skyldes at fermenteringen laves af både gær og bakterier. Gæren laver alkohol og kulsyre, mens bakterierne bruger alkoholen til at danne organiske syrer.
Kan man kun lave kombucha med te?
Kombucha kan laves med mange forskellige urter og blade. Hos Nordisk Kombucha bruger vi ikke te i nogle af vores produkter – og det virker alligevel ganske fint. Kunsten er at finde de rette doseringer af forskellige urter. For os er noget af det sjoveste ved kombucha, at indsamle råvarer i naturen. Prøv at gå ud og find dine egne hindbærblade, lidt hvidtjørnblomst eller noget helt andet. En kombucha baseret på råvarer man selv har indsamlet, smager bare lidt bedre!
Hvor kan man købe kombucha?
Kombucha kan købes i de fleste helsekostbutikker, i økologiske supermarkeder og på udvalgte caféer. Derudover forhandler nogle butikker i kæder som Irma, nogle få af de lidt mere udbredte kombucha mærker. Kombucha findes også på nogle restauranters alkoholfrie menu.
Hvad er en SCOBY?
En SCOBY betyder symbiotic culture of bacteria and yeast (symbiotisk kultur af bakterier og gær). Nogle kalder den også for kombucha svampen eller kombucha kulturen. Alle fermenterde drikke skal bruge en starter. En SCOBY er sammensætningen af organismer som fermenterer en kombucha. Mange af bakterie- og gærorganismerne går igen fra SCOBY til SCOBY. Der er dog også nogle som ikke findes i alle SCOBYer. Det er en af årsagerne til, at den samme kombucha fermentering med to forskellige SCOBYer, ikke altid resulterer i helt samme smag. Hvis du vil prøve at lave din egen kombucha, så kan du dog godt starte uden en SCOBY. Du skal blot have noget startervæske (gammel kombucha).
Er der mug i kombucha?
En upasteuriseret kombucha drik indeholder masser af levende bakterier og gær. De har dog ikke noget med mug at gøre. Mug hører ikke hjemme i kombucha. Hvis man alligevel ser det i sit hjemmebryg, skal kombuchaen smides ud. Mug er sundhedsskadeligt.
Hvad er kombuchas pH?
Kombucha har typisk en pH på 2.8 til 3.5. Selvom kombucha som mange andre fermenterde drikke smager relativt syrligt, så er det lidt sjovt at tænke på, at en Coca Cola har en pH på 2.6-2.7. Den er altså typisk mere sur end kombucha. Du kan bare ikke smage det, pga sodavandens høje sukkerindhold.
Hvor længe skal man fermentere en kombucha?
Hvor længe en kombucha skal fermenters afhænger helt af hvad man godt kan lide. Fra det øjeblik fermenteringen starter falder sukkerindholdet, mens bl.a. indholdet af organiske syrer som eddikesyre stiger. Det er op til hver enkelt at finde den balance, som man bedst kan lide. Vores kombucha fermenterer typisk fra 7 – 10 dage ved 25 ⁰C.
Er der alkohol i kombucha?
Kombucha indeholder ligesom alle andre fermenterede drikke alkohol, fordi gærorganismerne konverterer sukkeret dertil. Grunden til at alkoholindholdet alligevel er så lavt, er at nogle af bakterierne i fermenteringen oxiderer alkoholen videre til organiske syrer. Med mindre en kombucha direkte er tilsat alkohol, så er indholdet typisk mellem 0,5 og 1%.
Hvad er bundfaldet i kombucha?
Bundfaldet i en kombucha består som oftest af gær; en naturlig del af kombucha kulturen og et tyddeligt tegn på at kombucha er en fermenteret drik. Finder man noget som flyder rundt i sin kombucha, så det har typisk samme sammensætning som den SCOBY, der er brugt til at lave kombuchaen. Det er et kvalitetsstempel, som viser at den kombucha man har i hånden, rent faktisk ikke er pasteuriseret.
Hvorfor hedder det kombucha?
En af de meste udbredte historier er at kombuchas navn stammer fra den koreanske doktor Kombu. Han kurerede den japanske kejser Ingyo maveonde med en te (cha på japansk). Man tror altså at kombucha er en sammentrækning af lægens navn (Kombu) og te (cha).
Hvad er forskellen på kefir og kombucha?
Kefir og kombucha er begge fermenterede drikke. Forskellen på de to ligger primært i fermenteringsorganimerne, som er en smule forskellige. Du kan evt kigge på vores kombucha opskrift og vores kefir opskrift, hvis du er interesseret i en lidt dybere gennemgang
Er kombucha drik sundt?
Her må vi henvise til et andet sted. Som producent må vi ikke udtale os om kombuchas sundhedseffekter:)
Hvor meget kombucha skal man drikke?
Svaret på dette afhænger lidt af målet og er under alle omstændigheder svært at give. Som med andre fermenterede drikke, så har folk meldt om vidt forskellige effekter ved meget forskellige mængder af kombucha. Vi drikker ca 1 flaske om dagen og vil anbefale det samme til dig. Tilsvarende anbefaling gælder for de fleste andre fermenterede drikke.